Hvor lange skal snorene være?
Rigtig mange stiller mig dette spørgsmål. Og ja hvor lange snore skal man klippe til sine knytteprojekter - det er et godt spørgsmål.
Der er nemlig mange ting at forholde sig til. Man skal fx tænke på hvordan man knytter, og hvilke knuder man skal binde. Hvor man snakker om strikke- og hæklefasthed, så gælder det ligeledes indenfor macramé, at man snakker om knyttefasthed. Derudover er der forskel på, om man fx knytter med 3 mm snor eller 4 mm snor, og størrelserne på snor kan i øvrigt variere fra fabrikant til fabrikant. Også hårdheden af den spundne snor kan variere fra fabrikant til fabrikant og have en indflydelse på beregningen af forbrug.
Det kan også betyde noget om man knytter med 5 mm braided garn eller 3-slået osv.
Ny i macramé
Som nybegynder kan det tage noget tid, før man kender sig selv godt nok til at kunne vurdere nogenlunde, hvor lange snore man skal klippe. En mulighed er at købe Lærkehovedets DIY-kits, hvor snorene enten allerede er klippet, eller hvor forbruget er beregnet ud fra den snor, som følger med i kittet. Du finder vores kits på linket her
Er man nybegynder så anbefaler jeg altid, at man skal knytte et prøvestykke; knyt fx 10x10 cm med den knude/de knuder du ønsker i dit projekt, og bind herefter knuderne op for at måle forbruget. Det kan give en idé om, hvor meget snor de enkelte knuder kræver med lige nøjagtig din knyttefasthed.
Hellere for meget end for lidt snor
Under alle omstændigheder vil jeg anbefale, at man tillader lidt ekstra længde på snorene, så man ikke løber tør. Man kan nemt gå hen og blive ked af for korte længder.
Løber du tør for snor, så kan du fx se på linket her hvordan du kan påsætte ekstra snor i dine projekter. Videoen finder du på min YouTube kanal Boheme Square under playlisten Macramé Tips & Tricks.
Beregning af knyttesnor
Meget overordnet siger man, at en snor skal klippes i en længde, som er 4-6 gange den færdige længde på ens projekt. Da snoren oftest skal foldes og bindes som et Lærkehoved, så ganges snoren endnu en gang med 2. Et eksempel kunne være, at man vil knytte et vægtæppe, som skal være ca. 1 meter langt. Hver snor skal have en længde på 4 meter, så man klipper en snor på 8 meter.
På Lærkehovedets hjemmeside finder du en gratis vejledning, der er lige til at downloade. Den kan være behjælpelig til udregning af hvor lange dine snore skal klippes. Tryk på kategorien Knyttehjælp på menulinjen. Under "Gratis Vejledninger" finder du vejledningen, som hedder Beregning af Snor 1. Du kan også følge linket her
Husk på at beregningerne er vejledende.
God fornøjelse med dine knytteprojekter.
De bedste knyttehilsener Sarah