Hvordan kommer jeg i gang med et macramé planteophæng?
Til dette blogindlæg hører der en Knytteguide til, som du finder her på webshoppen under menupunktet ”Knyttehjælp”. I vejledningen skitserer jeg opbygningen af en klassisk plantehænger, hvilke knuder der bruges samt klippevejledning til hvor lange snore der skal klippes, hvilket afhænger af tykkelse og type af snoren, der bruges. Desuden får du direkte link til en grundig video opskrift på denne plantehænger.
Materialevalg er også vigtigt, så derfor begynder jeg med beskrivelser af tre forskellige typer snor; henholdsvis bomuldssnor, bambussnor samt jute/sisal, som alle kan bruges til planteophæng.
Planteophæng knyttet med 3 mm Bambus Rope i farven Sandy Shore
Materialevalg:
Som udgangspunkt kan du bruge alle materialer til at knytte med. Vær blot opmærksom på om snoren du bruger kun er velegnet til at kunne bruges indendørs, eller om den også kan bruges udendørs.
Det mest anvendte materiale til knyttesnore er nok bomuld. Du finder bomuldssnore i flere variationer og kvaliteter. Fælles for alle bomuldssnore er, at de vil mørne i fugtige omgivelser ligesom en bomulds t-shirt også vil mørne, hvis den forbliver i et fugtigt miljø.
Du kan sagtens knytte planteophæng i bomuldssnor og bruge dem under halvtag eller i udestuen, når du blot er opmærksom på fugt. Bomuldssnor er selvfølgelig meget velegnet til indendørs ampler, hvor de fleste også vælger at hænge dem.
Hvis du ved, at din ampel skal hænge ude og skal kunne modstå vind og vejr, så er jutesnor eller sisalsnor gode valg.
Hos Lærkehovedet har vi foruden gode kvaliteter af bomuldssnor og jutesnor, også 100% ren bambussnor. Bambusmaterialer har for alvor vundet indpas hos danskerne på grund af de gode egenskaber og bæredygtigheden, som forbindes med bambus.
Bambussnor er slidstærkt og meget smukt og egner sig til mange forskellige projekter. Ampler i bambus skal hænge under halvtag, i udestuen eller indendørs.
Snor type:
Der findes overordnet tre forskellige slags snor typer: ét-slået snor, multi-slået snor eller flettet snor.
Herunder finder du under hver beskrivelse af de tre typer snore også links til videoer, som viser opbygningen af snorene.
Jeg linker desuden direkte hen til Lærkehovedets snor, så du er på rette vej i valget af materiale.
Et-slået snor:
Et-slået snor er karakteristisk ved, at den kun består af en enkelt kordel. En kordel er en samling af en masse fine tråde, som sættes sammen til én snor, som herefter twistes let om sig selv. Antallet af de fine tråde bestemmer tykkelsen af snoren.
Alternativt navn: 1-PLY, String, Single Strand eller Cord
Se opbygning af ét-slået snor på min YouTube kanal Bohème Square her: LINK
Planteophæng knyttet med 3 mm ét-slået snor i RAW bomuld
Find materialerne:
3 mm GIZA Egyptisk bomuld: LINK
Multi-slået snor:
En multi-slået snor består af flere kordeler, som snoes omkring hinanden. Antallet af kordeler kan variere fra to og opefter.
Denne snor er med sin opbygning af flere kordeler meget holdbar og slidstærk.
Alternativt navn: Rope
Se opbygning af multi-slået snor på min YouTube kanal Bohème Square her: LINK
Planteophæng knyttet med 4 mm 3-slået snor i genanvendt bomuld (til venstre) og 4 mm egyptisk bomuld (til højre)
Find materialerne:
Planteophæng knyttet med 3 mm 2-slået snor i genanvendt bomuld (til venstre) og 3 mm 2-slået snor i bambus (til højre)
Find materialerne:
Planteophæng knyttet med 5 mm jute snor.
Find materialerne:
Flettet snor:
Flettet snor minder meget om den snor man laver med en Strikkelise. Flettet snor kommer i mange størrelser og kvaliteter og er begyndervenligt, da det er meget let at arbejde med.
Karakteristisk for flettet snor er, at det ikke kan redes ud til frynser og kvaster.
Nogle flettede reb er lettere strækbare, så vær omhyggelig med at klippe de rigtige længder og ikke at strække i snoren undervejs.
Alternativt navn: Braided Cord
Se opbygning af flettet snor på min YouTube kanal Bohème Square her: LINK
Planteophæng knyttet med 3 mm braided snor i genanvendt bomuld (til venstre) og med 3 mm braided snor i bambus (til højre)
Find materialerne:
Tykkelse af snor:
Valg af snor type og tykkelse afhænger af det ønskede udtryk amplen skal have. Jeg vil anbefale, at man begynder med en tykkelse på 3 -5 mm.
Huskeregel: Jo tykkere snor typen er jo længere snore skal bruges til planteophænget.
Hvilken ring skal jeg bruge?
Man kan bruge både træringe og metalringe til sine plantehængere.
Det giver en vis charme med en træring til sin ampel. Dog skal man være opmærksom på, at der er risiko for, at træringen kan gå i stykker.
Jeg bruger selv gerne begge slags ringe, men anbefaler oftest en metalring.
Du finder Lærkehovedets ringe her: LINK
DIY KITS:
Udover knytteguiden du finder i dette blogindlæg, så har Lærkehovedet også en række plantehænger kits. Vi opdaterer vareudvalget løbende.
Kig under menupunktet MACRAMÈ DIY KITS lige her: LINK
Knytteopskrift til et planteophæng:
Nu er det tid til at komme i gang med at knytte dit eget planteophæng. Jeg har lavet en opskrift på en typisk plantehænger, og du lærer de mest brugte knuder i macramé. I Knytteguiden, som du henter her på webshoppen under menupunktet "Knyttehjælp", bliver du desuden linket hen til videoer, hvor knuderne vises.
Knuderne som vises i videoopskriften er:
- Samleknude
- Fladknob
- Skifteknude
- Halvstik (Kædeknuder)
Hvor mange plattinger skal jeg vælge?
For det første: Hvad er en platting?
En platting er en af de knyttede længder, som går fra top til bunden. Typisk er der tre plattinger i en ampel. Jo flere plattinger jo større urtepotteskjuler kan du bruge. I videoopskriften har jeg valgt at bruge tre plattinger. Hvis du ønsker fire plattinger, så øger du blot antallet af snore med to; dvs. at til et planteophæng med fire plattinger, så klipper du 8 snore.
Til venstre ses et planteophæng med 4 plattinger, som er knyttet med Lærkehovedet's 3 mm bambus Rope i farven Sparkling Yellow.
Til højre ses et planteophæng med 3 plattinger, som er knyttet med vores 4 mm Rope i egyptisk bomuld. Farven er Olive.
Knytteteknik: Arbejdssnore vs holdesnore:
Når du knytter har du ofte fire snore at knytte med. I et Fladknob vil du knytte med de to yderste snore (= arbejdssnore) over de to midterste snore (= holdesnore).
Når du begynder at knytte opdager du hurtigt, at de yderste snore (arbejdssnorene) bliver kortere og kortere i forhold til de midterste snore (holdesnorene). For ikke at mangle snor i sidste ende, så er Skifteknuden en meget anvendt knude, fordi man her skifter om på snorenes placering, så de tidligere arbejdssnore nu bliver til holdesnore og omvendt.
TIP Ombytningen af snorenes placering kan også foregå ved at bruge fx en stor træperle, hvor du blot bytter snorenes placering inde i perlen.
Variation af opskriften:
Ud fra grundopskriften har du mulighed for at variere plantehængeren på forskellige måder. I stedet for at knytte Fladknob kan du fx knytte Spiralknuder. I vejledningen lærer du også denne knude foruden en alternativ afslutning mm.
Til venstre er der knyttet med Fladknob og til højre ses variationen med Spiralknuder.
Skifteknuderne kan du skippe, hvis du ombytter snorenes placering inde i en stor perle.
Du kan finde Lærkehovedet's udvalg af perler her: LINK
Kædeknuder:
Nogle synes, at Kædeknuderne kan være lidt besværlige at lave. Dem kan du sagtens vælge at undlade på din plantehænger. I stedet for at knytte Kædeknuderne så blot lad snorene være uden knuder.
Grunden til at jeg i sin tid valgte at have Kædeknuder i min opskrift er, at de bliver lettere elastiske, hvilket gør at en urtepotteskjuler ligger rigtig godt i plantehængeren.
Planteophæng med og uden Kædeknuder.
Alternativ afslutning i stedet for Samleknude:
I Knytteguiden viser jeg en alternativ måde at samle plattingerne på som afslutning på plantehængeren. Vælger du denne måde skal du beregne ca. 10-15 cm længere snore, når du klipper dem.
Her ses den alternative afslutning knyttet med Lærkehovedet's 3 mm Braided bambus snor i farven Wild Rose.
Inden du klipper snorene:
I Knytteguiden vil jeg oplyse hvor lange snorene skal klippes for hver type reb og i de tykkelser, hvor jeg selv har afprøvet rebet.
I videoopskriften er der angivet hvor lange snorene skal være for henholdsvis 4 mm tykt Rope i genanvendt bomuld samt 3 mm tykt Rope i bambus.
Vær opmærksom på, at der kan være variationer af snor længderne, hvis du bruger Braided snor eller hvis du vil knytte Spiralknuder. Desuden må ekstra længde forventes, hvis den alternative afslutning ønskes.
Ønsker du en længere ”hale” på plantehængeren, så må du også her gøre snorene længere end angivet i vejledningen.
Vær desuden opmærksom på, at længderne er beregnet ud fra det reb, som jeg har brugt samt ud fra min knyttefasthed. Er du i tvivl om hvor fast du knytter, så vil jeg anbefale at du klipper snorene noget længere end hvad jeg angiver.
I Knytteguiden lærer du også at lave disse fine og dekorative knuder som en flot afslutning på "halen".
Så er det vist bare om at komme i gang.
Find Lærkehovedet’s Store Knytteguide lige her og god fornøjelse. LINK